Mandag aften bragte DR2 Deadline en debat om skattely og moral med Berlingske Business’ erhvervsredaktør Peter Suppli Benson, IBIS’ internationale chef Lars Koch og CEPOS’ analysechef Otto Brøns-Petersen. Der var dog i realiteten ikke meget debat om moral. I stedet kom debatten hovedsaligt til at handle om to ting: Hvor stort er det her problem egentligt? Og er skattely overhovedet et problem fra et dansk perspektiv?

Desværre nåede debatten ikke langt, før næste indslag rullede over skærmen. Så lad mig tage fat på de to spørgsmål og kigge den viden, vi har:

Først: Hvor stort er problemet med skattely egentligt? Hvor stort er det økonomiske omfang af den finansielle gemmeleg? Her er det rigtige svar: “Vi ved det faktisk ikke“. Det er grundlæggende uhyre svært at estimere, hvor mange penge, der residerer i “skattely”, og hvor mange skattekroner, Danmark og andre lande går glip af. Hele idéen med mange skattely-konstruktioner er hemmeligholdelse og fortrolighed, hvilket Panama-papirerne også viser. Derfor ser man, at mange af de eksempler, der kommer frem, handler om korrupte statsledere og lyssky kriminelle. Man vil gemme pengestrømme og aktiver fra myndighederne og offentligheden. Men problemet er meget bredt i sin natur. Vi har at gøre med et utroligt komplekst emne, der består af mange forskellige skatteplanlægningsteknikker, som bruges af mange forskellige aktører, og som hver især er svære at kortlægge. Der er blinde pletter i stor stil.

Derfor er det umuligt at opgøre omfanget præcist, og vi kan derfor kun forsøge at estimere det på baggrund af tilgængelig data, som nødvendigvis er utilstrækkeligt. Når det er sagt, så findes der anerkendte overslag på globalt plan. Ifølge det mest citerede af slagsen, fra den amerikanske økonom Gabriel Zucman, så løber verdens samlede offshore wealth op i $5,9 billioner (ca. 8% af bruttoverdensproduktet, klodens samlede økonomi), hvoraf mindst to-tredjedele er uregistreret. Zucman har senere anslået, at en værdi svarende til ca. 3% af de uregistrerede midler årligt tabes til decideret skatteunddragelse (primært i form af udeklarerede kapitalindtægter), hvilket giver et samlet skattegab (forskellen mellem de skatter og afgifter, der burde være betalt efter reglerne, og de, der bliver betalt) for disse offshore-midler på mindst $120 mia. (Zucmans eget bud er mere præcist $190 mia.).

Og så er der bredere opgørelser fra internationale organisationer som OECD og IMF, som ikke har forsøgt at estimere skattegabet for skattely specifikt, men eksempelvis har undersøgt skattetab fra såkaldt base erosion and profit shifting (BEPS), der dækker selskabers skatteundgåelse og aggressive skatteplanlægning, hvilket kan være en del af det samlede skattely-omfang. OECD har estimeret, at BEPS giver et globalt skattegab for selskabsskat på $100-240 mia./år, mens IMFs bud, der dog kun gælder udviklingslande, indikerer et tab på $200 mia./år.

Hvis man ser bort fra de store tal på globalt plan og kun kigger på Danmark, så er der også begrænset viden. SKAT har netop afsat godt 4 mio. kr. til et forskningsprojekt, som skal definere hvad skattely er. Det siger lidt om, hvor spæd forskningen er på det her område i Danmark. SKAT har ej heller estimeret skattegabet på skattely-området for Danmark, så vi har ikke en officiel opgørelse fra vores skattemyndigheder. Det samme gælder i øvrigt skattegabet for så vidt angår store multinationale selskaber, og for en praksis som transfer pricing er gabet kun delvist opgjort.

Men der er dog også på dansk niveau estimater. På baggrund af data fra Zucman og hans kollega fra Københavns Universitet, Niels Johannesen, kan det anslås, at danske borgere har mellem 100-150 mia. kr. i skattely-lande. Også ifølge Nationalbanken er vi på den dyre side af 100 mia. kr. Det siger ikke nødvendigvis noget om, hvor mange skattekroner, Danmark går glip af, men det giver en idé om aktivernes størrelsesordenen. Og så er der mere spekulative – og udskældte – rapporter. Den engelske skatteforkæmper Richard Murphy har eksempelvis estimeret, at Danmark går glip af 150 mia. kr. årligt til både skatteunddragelse og –undgåelse. Der er mange spørgsmålstegn ved hans metodetilgang, men det er dog hans tal, der lægger til grund, når EU-Kommissionen proklamerer, at Europa går glip af 7.500 mia. kr. i skatteindtægter om året. Konservativt kan man sige, at der formentlig som minimum er tale om et årligt skattegab på et to-cifret milliardbeløb.

(Man kan man i øvrigt stille spørgsmålstegn ved, om disse opgørelser dækker tilstrækkeligt. Både Zucman/Johannesen, Nationalbanken og de fleste andre opgørelser kigger således primært på værdier i udvalgte små-stater. Men man kunne lige så vel have kigget på aktiver i lande som USA, Holland, Irland og flere andre større lande, som giver adgang til lignende, eller bedre, vilkår for udefrakommende pengestrømme.)

Hvad så med lækager som PanamaPapers – hjælper de os? Lækagerne er brugbare til at give offentligheden et indblik i en verden, som normalt er omgæret af bevidst hemmeligholdelse og fortrolighed. Desværre giver de meget lidt i forhold til at belyse det økonomiske omfang. Panama-papirerne dækker ét advokatselskab i ét land. Det er, kort sagt, kun en dråbe i havet. Og så er det i øvrigt notorisk svært for skattemyndigheder at påvise ulovligheder på baggrund af denne type lækkede data. (Det betyder dog ikke – og dette er en vigtig pointé- at der ikke rent faktisk er tale om ulovligheder.)

Det leder os hen til spørgsmål nr. 2: Er skattely overhovedet et problem fra et dansk perspektiv? Vi ved jo ikke engang helt præcist, hvor mange penge, den danske statskasse går glip af. Og det er ikke entydigt i hvilken udstrækning, der er tale om ulovligheder. Behøver vi så overhovedet beskæftige os med det?

Selv hvis man ser bort fra det rent skatteinddrivelsesmæssige perspektiv, hvor vi ikke ved, men har indikationer på, at størrelsesorden er væsentlig, og kigger alene på det nationale niveau, så er der en række andre elementer ved skattely-fænomenet, som gør, at det kan være en politisk diskussion værdig: Suverænitet og demokrati, fair konkurrence, skattemoral, mistillid og finansiel stabilitet.

Først og fremmest kan man anse skattely som en suverænitetstrussel. Når danske borgere og selskaber anvender Panama eller andre steder til at slippe for dansk skat (lovligt eller ulovligt), så reduceres de danske skatteindtægter og man kan dermed sige, at der udøves en markant indflydelse på vores politiske såvel som økonomiske råderum. Den samme effekt kan opstå, fordi Danmark i nogen udstrækning tvinges til at indgå i en stigende aggressiv konkurrence med andre lande, herunder fx. Panama, om at tiltrække investeringer og kapital. Der er forskellige holdninger til denne konkurrence, men det er klart, at Folketingets politiske muligheder påvirkes heraf. Truslen af vores suverænitet er også et demokratisk problem. Lovgivningen i skattelylande er designet, så virksomheder og privatpersoner kan undgå love og regulering i lande som Danmark. På denne måde mister det danske folkestyre en del af sin evne til at styre effektivt inden for egne grænser, især på skatteområdet. Det kan være problematisk for det danske demokrati, fordi det kan ses som at begrænse vores evne til at bestemme, dels hvordan samfundet skal se ud, men især hvem der skal betale for det.

Et andet argument, der kan fremføres, er, at skattely skader fair konkurrence. Når visse selskaber og enkeltpersoner har bedre muligheder for, eller i videre udstrækning benytter sig af muligheder for, at undgå og/eller unddrage national skat, hemmeligholde aktiver og skjule ejerskabstråde, så kommer det, så at sige, “resten” til last. Når kun dele af aktørerne på et konkurrencepræget marked benytter sig af denne type metoder til at sænke sine omkostninger, så er der risiko for en skævvredet konkurrence – der er ikke længere en “level playing field”. Multinationale selskaber har eksempelvis flere muligheder for skatteplanlægning end nationale virksomheder. Det har for nylig har fået de lokale butikker i en lille walisisk landsby til at “flytte offshore” i et forsøg på at konkurrere. Og vi ved, at amerikanske selskaber eksempelvis er mere aggressive med deres skatteplanlægning end fx. danske. Det kan være med til at skade enkeltvirksomheder såvel som den fair markedskonkurrence generelt, og dermed skabe suboptimale økonomiske resultater, også i Danmark.

Et tredje og relateret punkt, hvor skattely kan siges at have indflydelse på Danmark, er skattemoralen. Skattemoralen er vores vilje til at betale den rigtige skat efter gældende regler. Det er en målestok for skatteunddragelsen i et samfund. Hvis skattemoralen er høj, så er unddragelsen og skattegabet lavt. En væsentlig faktor i skattemoralen er social indflydelse. Hvis folk opfatter, at andre skatteydere snyder, eller at chancen for at blive fanget i snyd er lille, eller at systemet behandler folk forskelligt, så falder skattemoralen. Det er ganske nærliggende, at afsløringer som PanamaPapers har denne effekt. Og når skattemoralen falder, så stiger skatteunddragelsen som helhed, hvilket tvinger politikerne til at kompensere ved at hæve skatterne, beskatte flere aktiviteter, eller skære ned på de offentlige ydelser.

En fjerde, og igen relateret pointé, er mistillid. Ligesom at skandaler som PanamaPapers kan reducere skattemoralen fordi den afslørede praksis anses for uacceptabel, kan de også reducere tilliden til politikere, selskaber og de persongrupper, der er impliceret. De offentlige kampagner mod Nordea og Jyske Bank i Danmark og mod politikere i Island, Malta og Storbritannien er højaktuelle eksempler. Uanset om de anklagede parter rent faktisk har ageret ulovligt, så er skaden til deres ry substantiel. Men tillid er helt essentiel for vores økonomi og vores demokrati. Mindre tillid til økonomiske og politiske aktører kan være med til at skabe økonomisk og politisk ubalance. Det kan kort sagt blive unødvendigt dyrt for økonomien og for demokratiet, og det kan skabe vedvarende forandringer i vores samfund, som vi eksempelvis har set med den voksende politiske anti-establishment-bevægelse rundt i Europa efter krisen. Det bør her indskydes, at afsløringerne i sig selv selvfølgelig kan ses som en stor demokratisk gevinst. Det er ikke afsløringerne som sådan, der nødvendigvis er skadelige, men den aktivitet, der lægger bag.

Et femte punkt, hvor skattely kan siges at have indflydelse på Danmark, vedrører den finansielle stabilitet. I kølvandet på den seneste globale finansielle krise var der bred enighed om, at skattely spillede en væsentlig rolle i krisen. Offshore-markeder og skattely-konstruktioner siges at have bidraget til massiv shadow banking aktivitet, og dermed været en afgørende faktor i at øge det samlede risiko-niveau i det finansielle system. De afsløringer, vi ser i PanamaPapers, handler primært om individer, men lækagen viser lige præcis den form for hemmeligholdelse og fortrolighed, som skattely-lande tilbyder person- såvel som selskabskunder, og som er med til at øge den finansielle ustabilitet. Hvis man kan nedbringe størrelsen af denne skyggeøkonomi, så kan man potentielt også være med til at skabe et sundere nationalt og især internationalt finansielt system.

Der er kort sagt en lang række grunde til, at man som dansker og dansk politiker kan retfærdigøre et fokus på PanamaPapers, skattely og de relaterede aktiviteter og problemer – også selvom man ser bort fra det rene økonomiske skattegab (som vi altså ikke har klare tal for).

(Skrevet med bidrag fra Mikkel Mondrup Pedersen)