Category Archives: Skattely

Socialdemokraternes skattely-udspil: Timing vigtigere end indhold?

I dag, 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, har Socialdemokraterne og SF især sat fokus på skattely og skatteunddragelse som et af de helt store temaer.

Socialdemokraterne har i dag lanceret et udspil med 17 punkter, der efter PanamaPapers og andre sager skal forsøge at gøre noget ved problemet.

Timing over indhold?

Hvad er det mest iøjefaldende ved udspillet? Fra mit synspunkt er det ikke så meget indholdet som det er dagen. Mere end de politiske initiativer, så er det opsigtsvækkende, at at partierne har valgt skattely som deres politiske førsteprioritet på netop 1. maj. Herved signalerer man tydeligt, at skattely-dagsordenen skal bindes op på arbejderkampen. Kampen mod skattely er ikke ny som sådan, men man har ikke tidligere i Danmark set så tydeligt og koordineret et forsøg på at italesætte skattely som en central problemstilling for dagens lønmodtagerklasse. Hvor visse Socialdemokrater tidligere har været fremme og diskutere skattely, synes dette at være en mere systematisk markering af, at dagsordenen bevæger sig mere centralt i partiets politiske dagsorden. Det er dét, der efter min mening er det mest bemærkelsesværdige ved udspillet.

Skat-resourcer, hårdere straffe og EU-pres

Nå, men tilbage til det politiske indhold – hvad med det? Udspillet har officielt fem ben, men som jeg ser det tre kernepunkter:

Man vil gøre Skats vilkår bedre ved at tilføre flere resourcer og give bedre værktøjer. Man vil straffe hårdere, herunder skabe et øget rådgiveransvar. Og man vil øge presset i EU for større gennemsigtighed hvad angår selskabers regnskaber, reelle ejere samt sanktioner mod skattely-lande.

Og så er der en række andre initiativer, herunder et gennemsyn af de danske dobbeltbeskatningsoverenskomster (DBO’er – vores aftaler med andre lande om hvem der beskatter hvad, når økonomisk aktivitet overlapper landegrænser), samt en ‘omvendt amnesti-ordning’, hvorved skattesnydere trues med højere straffe fremadrettet, hvis ikke de melder sig inden for en kort tidsperiode. Det er – med overlæg, formentlig – stik modsat anbefalinger fra danske skatteadvokater, som har argumenteret for en ‘almindelig’ amnesti-ordning, hvor klienter kan få nedsat eller ingen straf, hvis de blot betaler udestående skat.

Stille og roligt fremad

Som nævnt er der ikke noget synderligt revolutionerende i udspillet. En del af forslagene følger eksisterende politisk arbejde, fx. arbejdet for sortlistning af skattely i EU og øget internationalt samarbejde. Men der er også steder, hvor Socialdemokraterne signalerer en mere vidtgående politisk retning, såvel nationalt som internationalt. På straf-området vil man indføre nye og hårdere straffe (selvom nogle mener det ikke er nødvendigt) og man vil udvide Skats adgang til bank-transaktioner med skattely. Derudover vil man væsentligt øge antallet af europæiske virksomheder, der skal aflægge land-for-land regnskaber ud over det, som EU-Kommissionen har lagt op til, hvilket falder i tråd med europæiske NGO’ers ønsker.

Hjemme godt, men ude vigtigst

Men man skal også vide mærke i, hvad der ikke er med i udspillet. Og en af de ting er et mere radikalt internationalt samarbejde på skatteområdet.

Hvis man skal opsummere, så bygger Socialdemokraternes udspil fat i en lang række af de eksisterende politiske strømninger herhjemme og i Europa. Det gælder både sortlistning og øgede straffe (som også var fremme i forbindelse med LuxLeaks for to år siden) samt øget gennemsigtighed omkring selskabers regnskaber og reelle ejere på tværs af EU, som er nogle af de værktøjer, der nyder stor politisk momentum for tiden.

Man søger kort sagt at skrue på nogle af de ting, vi kan her i Danmark, men samtidig kigger man udad, mod det eksisterende internationale samarbejde.

Som tidligere skrevet, så er internationalt samarbejde helt afgørende, hvis man vil søge at komme skatteunddragelse og dets lige til livs. Og selvom der er nogle elementer af det i Socialdemokraternes udspil, så er der også en række igangværende eller potentielle internationale initiativer, som ikke er nævnt.

Især kommer man til at tænke på fraværet af ord omkring udbredelse af offentlig land-for-land rapportering for selskaber, der er øverst på EU’s agenda lige pt., eller EU’s arbejde med en fælles selskabsskattebase, der er støttet bredt af virksomheder og civilsamfundsorganisationer i EU, og som flere socialdemokrater tidligere har udmeldt støtte til. Eller endnu videre, man kunne have annonceret støtte til en Verdensskatteorganisation, ligesom vi i dag har en Verdenshandelsorganisation. Uden sådan et forum kan det være svært at skabe enighed om nye regler, der er rigtigt globale i sit sigte, og ikke bare europæiske (selvom EU er et vigtigt forum i denne sammenhæng).

Disse initiativer er varme internationale skatteemner, og udspillet kunne have været brugt til et slå tonen an for et radikalt internationalt samarbejde som en afgørende løftestang i kampen mod skattely.

Ikke desto mindre bliver det interessant at følge udviklingen og reaktionerne på udspillet. I mine øjne er det dog fortsat timingen, der er det væsentligste at bide mærke i.

 

Myter om store og små tal i den danske skattely-debat

I kølvandet på #PanamaPapers er der opstået stor offentlig debat omkring skattely, Panama samt danske og internationale svar.  Og i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj, er der sat endnu mere fokus på skattely og skatteunddragelse med Socialdemokraternes 17-punktsudspil.

En af de vigtigste ting, folk altid gerne vil have svar på er: Hvor stort er problemet egentligt? Hvad går den danske statskasse glip af på grund af det her?

I nedenstående har jeg to primære pointer:

  1. Det er ærgerligt, at der bliver fokuseret så meget på et enkelt tal, da der er mange andre gode grunde – udover skattegabet – til at skattely bør bekymre danskerne.
  2. Vi ved ikke præcist, hvor meget Danmark går glip af, men der er indikationer på, at det er væsentlige summer og efter min mening som minimum et tocifret milliardbeløb årligt.

Først og fremmest: Skattely er ikke kun et potentielt problem på grund af færre skatteindtægter. Det kan skade vores suverænitet og demokrati, skabe unfair konkurrence, mindske skattemoralen samt øge mistilliden og den finansielle stabilitet.

Og ensidigt tal-fokus er ærgerligt, fordi man ikke kan give et fuldstændigt svar på spørgsmålet. Vi ved simpelthen ikke præcist, hvor mange danske skattekroner, der går tabt hvert år på grund af skatteunddragelse via skattely.

Det sagt, så ved vi noget. Desværre er der fortsat en række myter om sidstnævnte, som bliver fremhævet jævntligt i debatten, og som kunne have behov for et nærmere check.

Det bliver især nævnt, at Danmark enten mister hundredevis af milliarder, eller at vi kun mister nogle få milliarder i skat. Og det er altså en smule tvivlsomt.

Så det er fornuftigt med lidt klarhed:

Den hellige gral – Zucman og Johannesen?

Den kilde til diverse estimater, der er blevet fremhævet igen og igen siden Folketingets samråd om Panama-papirerne og danske bankers roller heri, er Niels Johannesen, som deltog på samrådet. Den danske forsker fra Københavns Universitet har sammen med den franske økonom Gabriel Zucman anslået, at ca. 39.000 mia. DKK i private, finansielle formuer er gemt i skattely. Zucmans research fremhæves ofte globalt som det bedste på området. Johannesen har på baggrund af det samlede tal estimeret at 100-150 mia. DKK af disse tilhører danskere.

Og hvad betyder det så for tabet til den danske statskasse? Johannesen anslår selv, konservativt, tabet for disse private, finansielle formuer til 2,5-3,75 mia./år. Og dertil lægger han lidt yderligere, hvis der skulle være andre personlige indkomster, der går ubeskattet hen, så han ender med et forsigtigt skøn på tab fra personlig- og kapitalindkomst i skattely på 3-5 mia. DKK.

Varierende estimater

Johannesens estimater samt hans og Zucmans forskning er fremhævet flere steder. CEPOS’ Otto Brøns-Pedersen bruger Zucmans tal til at estimere et dansk tab på 6,5 mia. DKK fra skatteunddragelse. Det sammenligner han med Danmarks samlede bruttonationalprodukt (og får 0,3% pct.), mens kollega Henriette Kinnunen stiller det over for det store omfang af sort arbejde og den sorte økonomi i øvrigt i Danmark.

Andre har brugt tallene til at antyde – fejlagtigt – at Danmark går glip af langt mere, fx. samtlige 100-150 mia. DKK.

Og andre igen har, her 1. maj, bygget videre på tallene og er landet på 15-20 mia.

Hvad Zucman og Johannesens tal dækker, og hvad de ikke dækker

Men lad os lige tage et skridt tilbage og se på Johannesen og Zucmans arbejde og estimater igen. Hvad fortæller de os egentligt om skattegabet for skatteunddragelse via skattely? Tre ting er især værd at fremhæve:

Først og fremmest er tallene er forbundet med stor usikkerhed. Det samlede overslag for værdier i skattely er baseret på en lang række skøn og “bedste gæt” fra diverse kilder. Det er noget af det meste robuste data på området, men det er stadig – i bedste økonomiske stil – forbundet med stor usikkerhed. Især andelen af formuer i skattely, som unddrages skat, er et groft gæt, der er baseret på årlige standardafkast for forskellige formuetyper.

Dernæst: Johanessens bud på det danske skattetab er meget konservativt, hvilket han også selv understreger.

Endeligt, og måske vigtigst, er Johannesen og Zucman tal kun udtryk for en del af kagen. De to økonomer har estimeret de samlede privatefinansielle formuer i skattely. For illustrationens skyld, nedenfor en grov opdeling af hvad J&Z’s tal dækker (den røde cirkel), og hvad de ikke dækker.

Zucman og Johannesens estimat for værdier i skattely:

Untitled

(Størrelsen af boksene indikerer ikke størrelseorden af de forskellige typer unddragelse.)

Pointen er, at de to økonomers estimater og udregninger af skattetab på baggrund deraf ikke dækker:

  1. Selskaber skatteunddragelse
  2. Transaktioner til og fra skattely
  3. Ikke-finansielle formuer (f.eks. ejendomme og transportmidler)
  4. Indirekte tab.

Selskabers skatteunddragelse er, som Johannesen selv fremhæver, ikke dækket. Det samme gælder ikke-finansielle formuer. Derudover er transaktioner til og fra skattely konceptuelt ikke omfattet, da økonomers tal måler formuerZucman & co. robusthedschecker deres formue-estimater med transaktionsdata, og en pengetransaktion er typisk kun et processkridt fra at pengene bliver en del af et formuelager, men der kan være transaktioner, hvor værdierne ikke bliver til formuelagre, og der kan være transaktioner, hvor værdier ikke er beskattet korrekt, før bliver en del af formuelagre i skattely.

Endeligt er det værd at bemærke, at man på baggrund af Johanessen og Zucmans tal typisk kun beregner det direkte skattetab som følge af finansielle formuer i skattely, dvs. det konkrete skattegab forbundet med lige præcis den type skatteunddragelse. Men man medregner typisk ikke den indirekte effekt, som skatteunddragelse via skattely kan have på de danske finanser og den danske økonomi.

Som tidligere skrevet, kan skatteunddragelse via skattely også være med til at skabe ulige konkurrence og finansiel ustabilitet samt reducere vores skattemoral, hvilket alt sammen kan skabe en ringere økonomisk vækst for Danmark og/eller mindske vores retmæssige skatteindtægter yderligere.

Men der er en endnu mere ligetil effekt på de danske offentlige finanser. Skatteunddragelse medfører en mindre dansk skatteindtægt, og det betyder, at vi enten må låne penge til at dække de tabte skatteindtægter, må skære ned på det offentlige forbrug, eller må hæve skatter på andre aktiviteter.

I dag har Danmark eksempelvis en større national gæld, som vi betaler renter på. Havde vi historisk kunne indkassere den korrekte skat, havde vi kunne både kunne stifte en relativt mindre gæld (eller helt undgået gæld) samt undgået eventuelle rentebetalinger. Det gælder også nutidens offentlige finanser og fremadrettet for statskassen. I 2014 havde Danmark eksempelvis en udenlandsk statsgæld på 59 mia. DKK, som formentlig kunne fjernes helt, hvis vi havde lukket skattegabet helt eller delvist over det sidste årti.

Hvor meget taber vi så?

Der er altså en række elementer, der ikke er omfattet af Zucman og Johannesens tal. Men er der så grund til at tro, at disse elementer giver et skattetab på et væsentligt milliardbeløb? Det er ikke utænkeligt. Selv hvis man ikke accepterer Zucman og Johannesens tal, som med rette kan stilles spørgsmålstegn ved, så ved vi altså, at der er ting, der ikke er medregnet, og vi ved at deres estimater på en række områder er lave bud.

I givet fald har vi altså formentlig at gøre med et årligt dansk skattetab fra skatteunddragelse via skattely på mere end de 3-5 eller 6,5 mia. DKK, dog nok også mindre end de 100-150 mia. I mine øjne er et forsigtigt minimumsskøn et tocifret milliardbeløb årligt.

Så håber jeg afslutningsvist, at de tal- og skattely-interesserede har fået en smule mere klarhed over hvad vi ved, og hvad vi ikke ved, om problemet omfang. Men endnu mere håber jeg, at læseren vil indse, at et præcist tal for skattegabet ikke er det væsentligste. Der er, som sagt, mange gode grunde til at bekymre sig om skattely.

 

Sådan bekæmper vi skattely

I lørdags bragte Information en kronik af undertegnede, som gengives her (med tilladelse fra Information).

Kronikken indeholder en diskussion af nogle af de væsentligste udfordringer ved at regulere ‘skattely’, og hvilken retning, man kan kigge i, hvis man vil imødekomme disse.

Sådan bekæmper vi skattely

I kampens hede er det belejligt at skyde skylden på Nordea og Mossack Fonseca, men skal vi skattely til livs, kræver det en mere omfattende reformation af det internationale skattesystem. Her er de tre største udfordringer.


Panama-papirerne har skabt alvorligt røre i andedammen. Lækagen af 11,5 millioner dokumenter, der viser skattesnyd af verdensledere og berømtheder, har væltet Islands statsminister og sat både Maltas og Storbritanniens regeringsledere under voldsomt pres. Og i den politiske orkans øje skyder man skylden på Nordea, Mossack Fonseca, den rige elite eller korrupte lovgivere i Panama. Det er politisk og retorisk belejligt.

Men desværre er det ikke helt så simpelt. Panama-papirerne og andre lækager over de seneste år viser nemlig, at verden i dag står over for store udfordringer med at reformere det komplekse internationale skattesystem.

Men hvorfor er det egentlig så svært? Vi vil her pege på tre fundamentale udfordringer, som skal løses, hvis vi vil gøre op med den systematiske unddragelse af skat og hemmeligholdelse af formuer.

Der er ingen snuptagsløsninger. I stedet bør vi sigte efter et forpligtende internationalt samarbejde, som kan bidrage til at skabe en sund og retfærdig økonomi – det er faktisk slet ikke så utopisk endda.

1. Vi skal vide, hvad vi taler om

Når der tales om ’skattesnyd’ og ’skattely’, er det sjældent ligetil, hvad der egentlig sigtes efter. Er det ulovlig skatteunddragelse eller lovlig, men ildeset skatteplanlægning? Er det enkeltpersoner eller multinationale selskabers ageren? Og i hvilke lande finder man problemerne?

Denne manglende klarhed om mål og midler mindsker effekten af de regler, der bliver vedtaget i kampens hede.

Eksempelvis er det stort set umuligt at skabe enighed om, hvad et ’skattelyland’ overhovedet er. I 2015 offentliggjorde Europa-Kommissionen en fælles EU-liste, der dog hurtigt måtte trækkes tilbage på grund af grundlæggende uenigheder landene imellem. Og igen i denne uge har Kommissionen fremlagt et nyt forsøg, som formentlig vil støde ind i de samme problemer.

De fleste lande peger på små østater og finansielle centre som skattely. Men hvis man konsulterer Financial Secrecy Index, udgivet af Tax Justice Network, finder man både USA, Schweiz og Storbritannien i top-15 over verdens vigtigste skattelylande.

Selv i Danmark ved vi, at der er skattely-muligheder via eksempelvis kommanditselskaber. Hvis man lukker for ilten i Panama, står udbydere klar til at gemme penge væk i USA, Schweiz og andetsteds.

I stedet for en sort/hvid opdeling, er der altså snarere tale om et kontinuum, hvor landes lovgivningsmæssige strukturer giver flere eller færre muligheder for skattemæssig udnyttelse. I den politiske verden er det bare mere acceptabelt at true Panama med sanktioner end at anklage verdens største økonomier for urent trav.

2. Hvem vil afgive suverænitet?

En anden grund til, at skattely-aktiviteter er svære at regulere, er modsætningsforholdet mellem fri kapital og bundne stater. I en verden med suveræne stater har lande ret til vedtage love, som de ønsker – også hvis det giver mulighed for at skærme formuer og ejerskab. Derfor kan vi ikke bestemme over Panamas lovgivning.

Men lovene i skattelylandene undergraver suveræniteten for andre lande. Når danske borgere unddrager dansk skat via Panama, reduceres de danske skatteindtægter og dermed vores politiske og økonomiske råderum.

Det er forbundet med, hvad forskerne Philipp Genschel og Thomas Rixen kalder ‘trilemmaet’ inden for international skat: Lande vil gerne både bevare deres nationale suverænitet, begrænse skattekonkurrencen med andre lande samt sikre sig at deres virksomheder og privatpersoner ikke dobbeltbesattes (samme indkomst beskattes af to lande).

Men man kan kun opnå to af de tre på samme tid. Hvis Danmark vil begrænse sin konkurrence med andre lande om skatteindtægter og samtidig undgå dobbeltbeskatning, så er vi nødt til at opgive suverænitet.

Man skal dog ikke forvente, at Danmark, Panama eller andre lande uden videre opgiver suverænitet på skatteområdet. Mange lande bruger skattepolitikken aktivt til at tiltrække virksomheder og investeringer fra naboerne. Den gennemsnitlige selskabsskatteprocent for de nuværende EU-lande er således faldet fra 35 procent i 1995 til 22,8 procent i 2015. Og det er i de flestes øjne ganske accepteret skattekonkurrence – i modsætning til det, skattelylande gør.

3. Indflydelsesrige eksperter

Det tredje element er de faglige eksperter, der til daglig sidder i banker, advokatselskaber, rådgivningsvirksomheder og andetsteds. De spiller en aktiv rolle i udviklingen såvel som brugen af og forsøg på at regulere skattely.

Først og fremmest medvirker eksperterne til, at der overhovedet findes skattelylande og -strukturer i dag. De spiller en væsentlig rolle i udviklingen af skattelovgivning i Panama og Jersey, men også i USA og City of London. Det skaber finansielle knudepunkter, som faciliterer hemmeligholdelse og skatteminimering.

Skatteeksperterne rådgiver desuden kunder, der ønsker skattely og fortrolighed. Der findes en utrolig bred palette af services: alt fra skuffeselskaber, til offshoretrusts og brug af Double Dutch Irish Sandwiches.

Bag de farverige navne ligger større eller mindre grad af skatteminimering og hemmeligholdelse, som kan skræddersys til at opnå den ønskede effekt – med den rette rådgivning, selvsagt.

Og endeligt har eksperterne en afgørende indflydelse på internationale indsatser. Når EU og OECD formulerer nye international standarder for gennemsigtighed, så er velansete eksperter de oplagte sparringspartnere. De har den største viden på området og de bedste netværk af kontakter. Men denne tekniske kompetence modererer de politiske muligheder ved at sætte rammerne for, hvilke løsninger, der kan diskuteres og accepteres.

En radikal løsning

Men vi må ikke glemme, at der faktisk findes brugbare politiske målsætninger. Hvis man vil adressere de grundlæggende mekanismer bag skattely og skabe effektive, vedvarende løsninger, så er man nødt til at kigge på radikalt, bindende, harmoniserende, internationalt samarbejde.

Hvis en gruppe af lande forpligter sig til fælles regler for deres skattesystemer, baseret på gennemsigtighed og ligebehandling, så kan man gøre væsentligt indhug i de problemer, der er forbundet med at regulere skattely. Ved at fastlægge fælles regler kan man sikre en level playing field og dermed gøre op med den selektivitet, skattely-initiativer ellers udviser.

Samarbejde kan også bidrage til at overkomme det såkaldte collective action-problem, hvor lande alene har et lille incitament til at gå forrest, mens en gruppe af lande, der bærer byrden fælles, kan sikre, at alle får gavn af indsatsen.

I EU har man i årevis arbejdet med skatteharmonisering via eksempelvis en fælleseuropæisk selskabsskattebase og momsharmonisering. EU er det oplagte sted at begynde, men der er intet til hinder for andre eller bredere konstellationer. Der findes ikke i dag en Verdensskatteorganisation på lige fod med eksempelvis Verdenshandelsorganisationen (WTO), men hvorfor egentlig ikke?

Med et sådant internationalt samarbejde kan man komme langt mod at sikre fair konkurrence mellem virksomheder inden for og på tværs af landegrænser samt enklere skatteregler og færre omkostninger for såvel virksomheder, borgere og myndigheder på skatteområdet.

Det handler med andre ord ikke bare om effektiv problemløsning på skattely. Et radikalt, forpligtende, harmoniserende, internationalt samarbejde kan også bidrage til skabe en sund, velstående økonomi.

Af Rasmus Christensen og Mikkel Mondrup Pedersen

Er skattely et problem for Danmark?

Mandag aften bragte DR2 Deadline en debat om skattely og moral med Berlingske Business’ erhvervsredaktør Peter Suppli Benson, IBIS’ internationale chef Lars Koch og CEPOS’ analysechef Otto Brøns-Petersen. Der var dog i realiteten ikke meget debat om moral. I stedet kom debatten hovedsaligt til at handle om to ting: Hvor stort er det her problem egentligt? Og er skattely overhovedet et problem fra et dansk perspektiv?

Desværre nåede debatten ikke langt, før næste indslag rullede over skærmen. Så lad mig tage fat på de to spørgsmål og kigge den viden, vi har:

Først: Hvor stort er problemet med skattely egentligt? Hvor stort er det økonomiske omfang af den finansielle gemmeleg? Her er det rigtige svar: “Vi ved det faktisk ikke“. Det er grundlæggende uhyre svært at estimere, hvor mange penge, der residerer i “skattely”, og hvor mange skattekroner, Danmark og andre lande går glip af. Hele idéen med mange skattely-konstruktioner er hemmeligholdelse og fortrolighed, hvilket Panama-papirerne også viser. Derfor ser man, at mange af de eksempler, der kommer frem, handler om korrupte statsledere og lyssky kriminelle. Man vil gemme pengestrømme og aktiver fra myndighederne og offentligheden. Men problemet er meget bredt i sin natur. Vi har at gøre med et utroligt komplekst emne, der består af mange forskellige skatteplanlægningsteknikker, som bruges af mange forskellige aktører, og som hver især er svære at kortlægge. Der er blinde pletter i stor stil.

Derfor er det umuligt at opgøre omfanget præcist, og vi kan derfor kun forsøge at estimere det på baggrund af tilgængelig data, som nødvendigvis er utilstrækkeligt. Når det er sagt, så findes der anerkendte overslag på globalt plan. Ifølge det mest citerede af slagsen, fra den amerikanske økonom Gabriel Zucman, så løber verdens samlede offshore wealth op i $5,9 billioner (ca. 8% af bruttoverdensproduktet, klodens samlede økonomi), hvoraf mindst to-tredjedele er uregistreret. Zucman har senere anslået, at en værdi svarende til ca. 3% af de uregistrerede midler årligt tabes til decideret skatteunddragelse (primært i form af udeklarerede kapitalindtægter), hvilket giver et samlet skattegab (forskellen mellem de skatter og afgifter, der burde være betalt efter reglerne, og de, der bliver betalt) for disse offshore-midler på mindst $120 mia. (Zucmans eget bud er mere præcist $190 mia.).

Og så er der bredere opgørelser fra internationale organisationer som OECD og IMF, som ikke har forsøgt at estimere skattegabet for skattely specifikt, men eksempelvis har undersøgt skattetab fra såkaldt base erosion and profit shifting (BEPS), der dækker selskabers skatteundgåelse og aggressive skatteplanlægning, hvilket kan være en del af det samlede skattely-omfang. OECD har estimeret, at BEPS giver et globalt skattegab for selskabsskat på $100-240 mia./år, mens IMFs bud, der dog kun gælder udviklingslande, indikerer et tab på $200 mia./år.

Hvis man ser bort fra de store tal på globalt plan og kun kigger på Danmark, så er der også begrænset viden. SKAT har netop afsat godt 4 mio. kr. til et forskningsprojekt, som skal definere hvad skattely er. Det siger lidt om, hvor spæd forskningen er på det her område i Danmark. SKAT har ej heller estimeret skattegabet på skattely-området for Danmark, så vi har ikke en officiel opgørelse fra vores skattemyndigheder. Det samme gælder i øvrigt skattegabet for så vidt angår store multinationale selskaber, og for en praksis som transfer pricing er gabet kun delvist opgjort.

Men der er dog også på dansk niveau estimater. På baggrund af data fra Zucman og hans kollega fra Københavns Universitet, Niels Johannesen, kan det anslås, at danske borgere har mellem 100-150 mia. kr. i skattely-lande. Også ifølge Nationalbanken er vi på den dyre side af 100 mia. kr. Det siger ikke nødvendigvis noget om, hvor mange skattekroner, Danmark går glip af, men det giver en idé om aktivernes størrelsesordenen. Og så er der mere spekulative – og udskældte – rapporter. Den engelske skatteforkæmper Richard Murphy har eksempelvis estimeret, at Danmark går glip af 150 mia. kr. årligt til både skatteunddragelse og –undgåelse. Der er mange spørgsmålstegn ved hans metodetilgang, men det er dog hans tal, der lægger til grund, når EU-Kommissionen proklamerer, at Europa går glip af 7.500 mia. kr. i skatteindtægter om året. Konservativt kan man sige, at der formentlig som minimum er tale om et årligt skattegab på et to-cifret milliardbeløb.

(Man kan man i øvrigt stille spørgsmålstegn ved, om disse opgørelser dækker tilstrækkeligt. Både Zucman/Johannesen, Nationalbanken og de fleste andre opgørelser kigger således primært på værdier i udvalgte små-stater. Men man kunne lige så vel have kigget på aktiver i lande som USA, Holland, Irland og flere andre større lande, som giver adgang til lignende, eller bedre, vilkår for udefrakommende pengestrømme.)

Hvad så med lækager som PanamaPapers – hjælper de os? Lækagerne er brugbare til at give offentligheden et indblik i en verden, som normalt er omgæret af bevidst hemmeligholdelse og fortrolighed. Desværre giver de meget lidt i forhold til at belyse det økonomiske omfang. Panama-papirerne dækker ét advokatselskab i ét land. Det er, kort sagt, kun en dråbe i havet. Og så er det i øvrigt notorisk svært for skattemyndigheder at påvise ulovligheder på baggrund af denne type lækkede data. (Det betyder dog ikke – og dette er en vigtig pointé- at der ikke rent faktisk er tale om ulovligheder.)

Det leder os hen til spørgsmål nr. 2: Er skattely overhovedet et problem fra et dansk perspektiv? Vi ved jo ikke engang helt præcist, hvor mange penge, den danske statskasse går glip af. Og det er ikke entydigt i hvilken udstrækning, der er tale om ulovligheder. Behøver vi så overhovedet beskæftige os med det?

Selv hvis man ser bort fra det rent skatteinddrivelsesmæssige perspektiv, hvor vi ikke ved, men har indikationer på, at størrelsesorden er væsentlig, og kigger alene på det nationale niveau, så er der en række andre elementer ved skattely-fænomenet, som gør, at det kan være en politisk diskussion værdig: Suverænitet og demokrati, fair konkurrence, skattemoral, mistillid og finansiel stabilitet.

Først og fremmest kan man anse skattely som en suverænitetstrusselNår danske borgere og selskaber anvender Panama eller andre steder til at slippe for dansk skat (lovligt eller ulovligt), så reduceres de danske skatteindtægter og man kan dermed sige, at der udøves en markant indflydelse på vores politiske såvel som økonomiske råderum. Den samme effekt kan opstå, fordi Danmark i nogen udstrækning tvinges til at indgå i en stigende aggressiv konkurrence med andre lande, herunder fx. Panama, om at tiltrække investeringer og kapital. Der er forskellige holdninger til denne konkurrence, men det er klart, at Folketingets politiske muligheder påvirkes heraf. Truslen af vores suverænitet er også et demokratisk problem. Lovgivningen i skattelylande er designet, så virksomheder og privatpersoner kan undgå love og regulering i lande som Danmark. På denne måde mister det danske folkestyre en del af sin evne til at styre effektivt inden for egne grænser, især på skatteområdet. Det kan være problematisk for det danske demokrati, fordi det kan ses som at begrænse vores evne til at bestemme, dels hvordan samfundet skal se ud, men især hvem der skal betale for det.

Et andet argument, der kan fremføres, er, at skattely skader fair konkurrence. Når visse selskaber og enkeltpersoner har bedre muligheder for, eller i videre udstrækning benytter sig af muligheder for, at undgå og/eller unddrage national skat, hemmeligholde aktiver og skjule ejerskabstråde, så kommer det, så at sige, “resten” til last. Når kun dele af aktørerne på et konkurrencepræget marked benytter sig af denne type metoder til at sænke sine omkostninger, så er der risiko for en skævvredet konkurrence – der er ikke længere en “level playing field”. Multinationale selskaber har eksempelvis flere muligheder for skatteplanlægning end nationale virksomheder. Det har for nylig har fået de lokale butikker i en lille walisisk landsby til at “flytte offshore” i et forsøg på at konkurrere. Og vi ved, at amerikanske selskaber eksempelvis er mere aggressive med deres skatteplanlægning end fx. danske. Det kan være med til at skade enkeltvirksomheder såvel som den fair markedskonkurrence generelt, og dermed skabe suboptimale økonomiske resultater, også i Danmark.

Et tredje og relateret punkt, hvor skattely kan siges at have indflydelse på Danmark, er skattemoralen. Skattemoralen er vores vilje til at betale den rigtige skat efter gældende regler. Det er en målestok for skatteunddragelsen i et samfund. Hvis skattemoralen er høj, så er unddragelsen og skattegabet lavt. En væsentlig faktor i skattemoralen er social indflydelse. Hvis folk opfatter, at andre skatteydere snyder, eller at chancen for at blive fanget i snyd er lille, eller at systemet behandler folk forskelligt, så falder skattemoralen. Det er ganske nærliggende, at afsløringer som PanamaPapers har denne effekt. Og når skattemoralen falder, så stiger skatteunddragelsen som helhed, hvilket tvinger politikerne til at kompensere ved at hæve skatterne, beskatte flere aktiviteter, eller skære ned på de offentlige ydelser.

En fjerde, og igen relateret pointé, er mistillid. Ligesom at skandaler som PanamaPapers kan reducere skattemoralen fordi den afslørede praksis anses for uacceptabel, kan de også reducere tilliden til politikere, selskaber og de persongrupper, der er impliceret. De offentlige kampagner mod Nordea og Jyske Bank i Danmark og mod politikere i Island, Malta og Storbritannien er højaktuelle eksempler. Uanset om de anklagede parter rent faktisk har ageret ulovligt, så er skaden til deres ry substantiel. Men tillid er helt essentiel for vores økonomi og vores demokrati. Mindre tillid til økonomiske og politiske aktører kan være med til at skabe økonomisk og politisk ubalance. Det kan kort sagt blive unødvendigt dyrt for økonomien og for demokratiet, og det kan skabe vedvarende forandringer i vores samfund, som vi eksempelvis har set med den voksende politiske anti-establishment-bevægelse rundt i Europa efter krisen. Det bør her indskydes, at afsløringerne i sig selv selvfølgelig kan ses som en stor demokratisk gevinst. Det er ikke afsløringerne som sådan, der nødvendigvis er skadelige, men den aktivitet, der lægger bag.

Et femte punkt, hvor skattely kan siges at have indflydelse på Danmark, vedrører den finansielle stabilitet. I kølvandet på den seneste globale finansielle krise var der bred enighed om, at skattely spillede en væsentlig rolle i krisen. Offshore-markeder og skattely-konstruktioner siges at have bidraget til massiv shadow banking aktivitet, og dermed været en afgørende faktor i at øge det samlede risiko-niveau i det finansielle system. De afsløringer, vi ser i PanamaPapers, handler primært om individer, men lækagen viser lige præcis den form for hemmeligholdelse og fortrolighed, som skattely-lande tilbyder person- såvel som selskabskunder, og som er med til at øge den finansielle ustabilitet. Hvis man kan nedbringe størrelsen af denne skyggeøkonomi, så kan man potentielt også være med til at skabe et sundere nationalt og især internationalt finansielt system.

Der er kort sagt en lang række grunde til, at man som dansker og dansk politiker kan retfærdigøre et fokus på PanamaPapers, skattely og de relaterede aktiviteter og problemer – også selvom man ser bort fra det rene økonomiske skattegab (som vi altså ikke har klare tal for).

(Skrevet med bidrag fra Mikkel Mondrup Pedersen)