Indlægget er originalt bragt i Børsen.

Onsdag d. 17. februar kunne man læse her i avisen, at EU fører en “forvirret og ineffektiv” kamp mod skattely. Og det er fuldstændig rigtigt: Der er behov for, at EU’s kamp mod skattely gentænkes helt fundamentalt.

Desværre skorter det – på trods af en frodig diskussion med både danske folketingsmedlemmer, ministre, europaparlamentarikere mm. involveret på nærværende debatsider – på kvalificerede initiativer, der reelt vil gøre en forskel.

EU har potentialet til at blive en vigtig spiller i at sikre ensartede skatteregler og lige konkurrencevilkår for erhvervslivet både i og udenfor unionen, til gavn for borgere og virksomheder i Danmark og vores nabolande.

Og kampen mod skattely er helt central her. Det er, som udenrigsministeren, skatteministeren og erhvervsministeren for nylig skrev i disse spalter, et spørgsmål om “værdier, tillid og et fælles ansvar”.

Men det potentiale tynges i dag af fodslæbende politikere og skævt målrettede forslag, som måske har gode intentioner bag sig, men sjældent adresserer de grundlæggende problemer, der er med EU’s skattely-krig.

EU’s centrale initiativ mod skattely er den såkaldte sortliste, der vurderer skatteforholdene i resten af verden og karakteriserer dem som mere eller mindre harmfulde på baggrund af gennemsigtighed, fair skattekonkurrence og implementeringen af internationale standarder.

Og det lyder jo egentlig meget godt, ikke? Men listen er, kort sagt, dybt problematisk.

Tilsidesætter sund fornuft

Først og fremmest er kriterierne udformet således, at væsentlige indikatorer – som eksempelvis en selskabsskatteprocent på 0 – holdes uden for regnskabet. I stedet evalueres der f.eks. på medlemskab af internationale aftaler med tvivlsom relevans.

Dernæst er der et ensidigt fokus på små, afsides lande med få økonomiske bånd til Europa.

I dag er lande som Guam og Samoa sortlistet på trods af, at der næsten ingen virksomheder findes, som driver handel mellem Europa og de to fjerntliggende østater i Atlanterhavet.

Det gør i praksis kun en yderst marginal forskel i kampen mod skattely at sortliste sådanne lande og tvinge dem til kostbare og irrelevante reformer.

Vigtigst er det dog, at listen fundamentalt er et politisk produkt, der tilsidesætter sund fornuft og reel gennemslagskraft.

Listens udformning håndteres under hemmelige procedurer i EU’s ministerråd, som har for vane at give en særlig håndsrækning til diplomatiske venner.

Således går velkendte skattelylande fri af kritik, ligesom tætte naboer med store handelsbånd til EU gør det.

Det, selvom der i de pågældende lande findes en stor koncentration af selskaber med klassiske skatteundgåelsesstrukturer eller mangel på gennemsigtighed. Det drejer sig eksempelvis om lande som Tyrkiet, men også USA og EU’s egne medlemslande som Luxembourg og Malta.

Listen legitimerer dermed også et billede af skattely og de medfølgende problemer, som er fuldstændig løsrevet fra virkeligheden.

Den typiske fremstilling med billeder af hvide sandstrande skaber en opfattelse af, at skattely er noget, der foregår langt væk. Skal danske forbrugere og virksomheder virkelig være så optagede af skatteforholdene i Guam? Nej.

Forskningen er ganske entydig: Det er de nære skattely i og omkring EU’s handelsområde, der bør bekymre os.

Men så er det jo bare at reformere listen og dens brug, er det ikke? Her har den danske regering eksempelvis lagt op til at justere nogle af listens kriterier og sætte hårdere sanktioner ind for virksomheder, som benytter sig af de sortlistede lande.

Det er dog tvivlsomt, om det vil have nogen vægtig effekt, så længe listens snævre fokus og politiske natur består.

Som tydeligt illustreret i forløbet omkring coronahjælpepakkerne i foråret, hvor Folketinget vedtog at nægte støtte til selskaber i skattely, er det ganske svært at opdrive nogen som helst virksomheder i Danmark, som er baseret i sortlistede lande – og dermed stod et højt profileret tiltag mod skattely tilbage som ganske meningsløst.

Den eneste vej er fremad

I stedet bør man helt skrinlægge sortlisten og satse på et langt stærkere skattesamarbejde i Europa.

Du kan ikke lære en gammel hund nye kunster, som man siger – og EU’s skattely-liste er en dødssyg, aldrende hund.

Den rette vej er snarere en større koordination af regler og standarder på tværs af EU.

Derudover er der brug for en stærkere fælles strategi for både unionen og for dens engagement med omverden i forhold til udviklingen af globale standarder for god skattepolitik og kampen mod skattely.

Det første har erhvervslivet for længst opdaget, og har klart bakket op om fælles selskabsskatteregler i EU.

Som Dansk Industris skatteøkonom Bo Sandberg har skrevet her i avisen, ville det hjælpe gevaldigt på de mange gråzoner med særfordele og forskelsbehandling, som findes i dag.

Desværre har forhandlingerne herom været stillestående i årevis grundet interne uenigheder i medlemslandene.

Det er således bidende nødvendigt, at politikere både i Danmark og vores nabolande indser, at den eneste vej er fremad for europæisk skattepolitik.

Igen er forskningen tydeligt: Et effektivt, forpligtende samarbejde kan langt hen ad vejen komme os skattely til livs.

Hvis vi kan komme bare lidt i den rigtige retning, så kan det betyde store samfundsøkonomiske gevinster for både erhvervslivet og almindelige borgere på tværs af Europa.

Og det starter med en fundamental gentænkning af EU’s kamp mod skattely.