Category Archives: PanamaPapers

Myter om store og små tal i den danske skattely-debat

I kølvandet på #PanamaPapers er der opstået stor offentlig debat omkring skattely, Panama samt danske og internationale svar.  Og i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj, er der sat endnu mere fokus på skattely og skatteunddragelse med Socialdemokraternes 17-punktsudspil.

En af de vigtigste ting, folk altid gerne vil have svar på er: Hvor stort er problemet egentligt? Hvad går den danske statskasse glip af på grund af det her?

I nedenstående har jeg to primære pointer:

  1. Det er ærgerligt, at der bliver fokuseret så meget på et enkelt tal, da der er mange andre gode grunde – udover skattegabet – til at skattely bør bekymre danskerne.
  2. Vi ved ikke præcist, hvor meget Danmark går glip af, men der er indikationer på, at det er væsentlige summer og efter min mening som minimum et tocifret milliardbeløb årligt.

Først og fremmest: Skattely er ikke kun et potentielt problem på grund af færre skatteindtægter. Det kan skade vores suverænitet og demokrati, skabe unfair konkurrence, mindske skattemoralen samt øge mistilliden og den finansielle stabilitet.

Og ensidigt tal-fokus er ærgerligt, fordi man ikke kan give et fuldstændigt svar på spørgsmålet. Vi ved simpelthen ikke præcist, hvor mange danske skattekroner, der går tabt hvert år på grund af skatteunddragelse via skattely.

Det sagt, så ved vi noget. Desværre er der fortsat en række myter om sidstnævnte, som bliver fremhævet jævntligt i debatten, og som kunne have behov for et nærmere check.

Det bliver især nævnt, at Danmark enten mister hundredevis af milliarder, eller at vi kun mister nogle få milliarder i skat. Og det er altså en smule tvivlsomt.

Så det er fornuftigt med lidt klarhed:

Den hellige gral – Zucman og Johannesen?

Den kilde til diverse estimater, der er blevet fremhævet igen og igen siden Folketingets samråd om Panama-papirerne og danske bankers roller heri, er Niels Johannesen, som deltog på samrådet. Den danske forsker fra Københavns Universitet har sammen med den franske økonom Gabriel Zucman anslået, at ca. 39.000 mia. DKK i private, finansielle formuer er gemt i skattely. Zucmans research fremhæves ofte globalt som det bedste på området. Johannesen har på baggrund af det samlede tal estimeret at 100-150 mia. DKK af disse tilhører danskere.

Og hvad betyder det så for tabet til den danske statskasse? Johannesen anslår selv, konservativt, tabet for disse private, finansielle formuer til 2,5-3,75 mia./år. Og dertil lægger han lidt yderligere, hvis der skulle være andre personlige indkomster, der går ubeskattet hen, så han ender med et forsigtigt skøn på tab fra personlig- og kapitalindkomst i skattely på 3-5 mia. DKK.

Varierende estimater

Johannesens estimater samt hans og Zucmans forskning er fremhævet flere steder. CEPOS’ Otto Brøns-Pedersen bruger Zucmans tal til at estimere et dansk tab på 6,5 mia. DKK fra skatteunddragelse. Det sammenligner han med Danmarks samlede bruttonationalprodukt (og får 0,3% pct.), mens kollega Henriette Kinnunen stiller det over for det store omfang af sort arbejde og den sorte økonomi i øvrigt i Danmark.

Andre har brugt tallene til at antyde – fejlagtigt – at Danmark går glip af langt mere, fx. samtlige 100-150 mia. DKK.

Og andre igen har, her 1. maj, bygget videre på tallene og er landet på 15-20 mia.

Hvad Zucman og Johannesens tal dækker, og hvad de ikke dækker

Men lad os lige tage et skridt tilbage og se på Johannesen og Zucmans arbejde og estimater igen. Hvad fortæller de os egentligt om skattegabet for skatteunddragelse via skattely? Tre ting er især værd at fremhæve:

Først og fremmest er tallene er forbundet med stor usikkerhed. Det samlede overslag for værdier i skattely er baseret på en lang række skøn og “bedste gæt” fra diverse kilder. Det er noget af det meste robuste data på området, men det er stadig – i bedste økonomiske stil – forbundet med stor usikkerhed. Især andelen af formuer i skattely, som unddrages skat, er et groft gæt, der er baseret på årlige standardafkast for forskellige formuetyper.

Dernæst: Johanessens bud på det danske skattetab er meget konservativt, hvilket han også selv understreger.

Endeligt, og måske vigtigst, er Johannesen og Zucman tal kun udtryk for en del af kagen. De to økonomer har estimeret de samlede privatefinansielle formuer i skattely. For illustrationens skyld, nedenfor en grov opdeling af hvad J&Z’s tal dækker (den røde cirkel), og hvad de ikke dækker.

Zucman og Johannesens estimat for værdier i skattely:

Untitled

(Størrelsen af boksene indikerer ikke størrelseorden af de forskellige typer unddragelse.)

Pointen er, at de to økonomers estimater og udregninger af skattetab på baggrund deraf ikke dækker:

  1. Selskaber skatteunddragelse
  2. Transaktioner til og fra skattely
  3. Ikke-finansielle formuer (f.eks. ejendomme og transportmidler)
  4. Indirekte tab.

Selskabers skatteunddragelse er, som Johannesen selv fremhæver, ikke dækket. Det samme gælder ikke-finansielle formuer. Derudover er transaktioner til og fra skattely konceptuelt ikke omfattet, da økonomers tal måler formuerZucman & co. robusthedschecker deres formue-estimater med transaktionsdata, og en pengetransaktion er typisk kun et processkridt fra at pengene bliver en del af et formuelager, men der kan være transaktioner, hvor værdierne ikke bliver til formuelagre, og der kan være transaktioner, hvor værdier ikke er beskattet korrekt, før bliver en del af formuelagre i skattely.

Endeligt er det værd at bemærke, at man på baggrund af Johanessen og Zucmans tal typisk kun beregner det direkte skattetab som følge af finansielle formuer i skattely, dvs. det konkrete skattegab forbundet med lige præcis den type skatteunddragelse. Men man medregner typisk ikke den indirekte effekt, som skatteunddragelse via skattely kan have på de danske finanser og den danske økonomi.

Som tidligere skrevet, kan skatteunddragelse via skattely også være med til at skabe ulige konkurrence og finansiel ustabilitet samt reducere vores skattemoral, hvilket alt sammen kan skabe en ringere økonomisk vækst for Danmark og/eller mindske vores retmæssige skatteindtægter yderligere.

Men der er en endnu mere ligetil effekt på de danske offentlige finanser. Skatteunddragelse medfører en mindre dansk skatteindtægt, og det betyder, at vi enten må låne penge til at dække de tabte skatteindtægter, må skære ned på det offentlige forbrug, eller må hæve skatter på andre aktiviteter.

I dag har Danmark eksempelvis en større national gæld, som vi betaler renter på. Havde vi historisk kunne indkassere den korrekte skat, havde vi kunne både kunne stifte en relativt mindre gæld (eller helt undgået gæld) samt undgået eventuelle rentebetalinger. Det gælder også nutidens offentlige finanser og fremadrettet for statskassen. I 2014 havde Danmark eksempelvis en udenlandsk statsgæld på 59 mia. DKK, som formentlig kunne fjernes helt, hvis vi havde lukket skattegabet helt eller delvist over det sidste årti.

Hvor meget taber vi så?

Der er altså en række elementer, der ikke er omfattet af Zucman og Johannesens tal. Men er der så grund til at tro, at disse elementer giver et skattetab på et væsentligt milliardbeløb? Det er ikke utænkeligt. Selv hvis man ikke accepterer Zucman og Johannesens tal, som med rette kan stilles spørgsmålstegn ved, så ved vi altså, at der er ting, der ikke er medregnet, og vi ved at deres estimater på en række områder er lave bud.

I givet fald har vi altså formentlig at gøre med et årligt dansk skattetab fra skatteunddragelse via skattely på mere end de 3-5 eller 6,5 mia. DKK, dog nok også mindre end de 100-150 mia. I mine øjne er et forsigtigt minimumsskøn et tocifret milliardbeløb årligt.

Så håber jeg afslutningsvist, at de tal- og skattely-interesserede har fået en smule mere klarhed over hvad vi ved, og hvad vi ikke ved, om problemet omfang. Men endnu mere håber jeg, at læseren vil indse, at et præcist tal for skattegabet ikke er det væsentligste. Der er, som sagt, mange gode grunde til at bekymre sig om skattely.

 

What change, if any, might the #PanamaPapers bring?

A day and a half has gone by with the #PanamaPapers. A virtual media storm has ensued, and we are still in the eye of the hurricane. Eventually, the dust will settle and our gazes will go to the future. The public, the media and politicians will be looking to settle accounts and take action.

We might expect significant change to come about. You might say previous leaks have led to real change in the international tax landscape, in particular as sources of new transparency rules.

Indeed, fast moving crises, such as this, cause calls for rapid political action, potentially sidestepping the often meticulous policy-making process. The #PanamaPapers, with so many wealthy and powerful people implicated, are guaranteed to drive public outrage.

In the stories that I have read, the prevalent tax planning mechanism in the stories is individual’s utilisation of Panama companies, funds, etc. to avoid/evade tax liability by conceding control of assets on paper whilst maintaining actual control through power of attorney, which are kept secret in Panama. (The legality may be difficult to ascertain based on the leaked data, but it is significant nonetheless). These and other techniques revealed are not new and should not surprise. The burning platform for change, in my view, comes from the fame and scale of revelations.

Based on the information that has come forward thus far, I imagine several potential non-exclusive policy avenues that are likely to be discussed in the coming days and weeks:

Further transparency rules

Given the secretive nature of the tax planning techniques revealed, cries for transparency will come (and have come already, in force). Building on existing streams in international tax law, public global and national beneficial ownership registries will be demanded to ensure public knowledge of who ultimately controls companies, as will (automatic) information exchange of tax information from Panama and other tax havens to provide tax authorities will the necessary information for risk assessments and audits. In short, people and politicians will want to be able to see the money and ownership trails across the globe. As Alex Cobham highlighted, public transparency (rather than, say, transparency for the authorities) will be particularly sought after given that the #PanamaPapers implicate so many world leaders.

One transparency initiative favoured by tax justice campaigners, which I do not think will get a bump from the #PanamaPapers, however, is public country-by-country reporting. I was surprised to see campaigners use the opportunity to reaffirm their stance on public CBCR, rather than focusing on other policy avenues. In my view, public coutry-by-country reporting would not go very far in addressing the issues revealed by the leaks.

Power pressure for tax haven reform

When international policy communities first started paying attention to tax havens, the most popular policy was to power pressure certain tax havens, coercing small (not large) countries to converge to international standards. And it was fairly successful. Even Panama, one of the remaining eyesores from a transparency perspective, has moved significantly towards OECD standards, although, as the #PanamaPapers show, issues remain. Already, I have seen cries for the global power players, in particular the EU and the US, to blacklist (a favourite pressure tool) tax havens that do not comply, with trade sanctions the seemingly favoured rhetoric (for now). Blacklisting has been sort of a forgotten tool over the past few years, given that smaller countries have largely complied with previously demands. However, the EU revamped its blacklisting work last year, although there is still no EU-wide agreement on the approach. Might there be a comeback for the bark?

More resources to tax authorities

A theme I have tweeted much about, which is sure to surface again, is the resources available to tax authorities. In particular, number of employees. It seems likely that politicians and advocates will argue that to combat tax evasion of the kind (probably) visible in the #PanamaPapers, tax authorities need entirely new more resources. To uncover complex webs and chains of financial and ownership flows requires significant time and effort. Many tax authorities across the world are, by their own admission, struggling for resources to keep up with control activities (the UK HMRC and Danish SKAT are good examples). Post-Panama Papers, I think it is likely we will see more demands for extra tax authority resources to reserve the global trend of cutdowns.

Stricter responsibility on middle men

Banks, tax advisers and others involved in the intermediation of tax planning might also see public and political anger directed at them. As the Panama Papers show, banks and law firms in particular (I’m sure there will be others implicated in due time) play a key role in facilitating tax planning activity in Panama. Questions are now being asked of the ethics and morality of local, onshore advisers when promoting offshore activity that may reduce onshore taxes. In response to previous scandals, the Danish government, for instance, in 2014 demanded a new code of conduct for tax advisers. In light of the Panama revelations, we might see similar calls for a greater responsibility on the part of intermediaries.

Lower taxes

Finally, it is likely that we will see calls for lower taxes in general from certain economists. From an economics perspective, some would argue that tax evasion and avoidance can be dulled by lowering taxes, so as to reduce the incentive to and value of tax planning (legal or illegal). Whether and to what extent that is the case is up for the debate, but I think it will be a popular response given the complexity and scale of the Panama leaks, the likelihood of similar activity in other tax havens, and the simplicity of the proposed solution.

 

These are my initial impressions. There is no way to predict the future, of course, but I think these provide a good guideline for assessing likely policy debates in the coming time.

As always, comments, questions and input, including other potential policy responses, are welcome!