Monthly Archives: May 2016

History, politics and corporate tax aggressiveness shape national debates on responsible tax

The immediate reaction when companies are asked about their tax policies is often somewhere along these lines (hat tip @SoongJohnston):

However, that’s not always the case. In particular, some countries have more open debates on corporate tax policies and responsible corporate tax. I am fascinated by these differences in the nature and content of national debates on responsible corporate taxation in the policy arena and the media. And also fascinated by the reasons for these differences.

So, I want to take a look at the responsible tax debate in a few selected countries – namely Denmark, Norway, the UK, Australia and the US, which I am most familiar with. And I want to try to understand why the debates differ.

First, however, I must note that my knowledge of national tax debates is, naturally, limited. Barriers of geography, language, time, resources and so forth constrain my ability to accurately detail every aspect of tax debates in various countries.

(I also note that I will not touch upon the question of whether or not tax is or should be a CSR/responsibility/morality issue at all. For that, I recommend reading this (by @taxpolblog), this, this or this (by @judithfreedman).)

And now on the analysis:

National responsible tax debates


To start with the most immediate country from my perspective: Denmark. The current Danish debate on corporate responsible tax is, well, largely non-existent.

On the one hand, it has been a priority for civil society organisations over the past few years, with both ActionAid Denmark and IBIS (now part of Oxfam) launching CSR related tax projects. And certainly, the Danish public, when surveyed, find responsible tax an important issue.

However, the topic has failed to gain wider media and political traction. Briefly in 2014, the government supported a Danish Fair Tax Mark equivalent, but generally, the public attention to responsibility in corporate tax affairs has been sporadic. One reason for that may be the reluctance of Danish companies to engage in any such debate. I highlighted a few tax policies from Danish companies the other day, but these are exceptions rather than the norm. Danish businesses rarely discuss tax responsibility in the open, and the top business associations see no relationship whatsoever between tax and responsibility. Attempts to open up the debate in private and public forums have been largely unsuccessful.


My sense is that Norway and Denmark are very similar in this respect, though with certain differences. Both are high-tax countries, high-end welfare states, with high social trust and international companies at the forefront of the social responsibility agenda. Still, the responsible tax debate is rather silent. However, my impression is that the Norwegian responsible tax debate is somewhat more open than in Denmark. There seems to be a greater tradition for it. Historically, Norway is an exceptionally open society. Personal tax records are publicly available. And on the corporate side, the Norwegians have been closely involved in transparency initiatives such as EITI (whose Secretariat is located in Oslo) and PWYP. It is also the only Scandinavian country to have a formal Tax Justice Network branch, whose people are very active in fostering debates and partnerships on the responsible tax agenda.


Given the Danish drought on the responsible tax front, interested Danes (like myself) often look to the UK to quench their thirst. As I have remarked previously, the UK tax debate is unique:

Arguably, the UK public, politicians and businesses emphasise and engage in the responsible tax debate to a greater extent than anywhere else. Besides civil society organisations highly active on and attentive to tax issues, key actors and forums such as the CBI, KPMG UK, ICAEW, the Parliament PAC and Responsible Tax Group all contribute to an open and thriving room for debate. The UK also has the Fair Tax Mark, supported by many businesses. And UK actors are among the most active in debating international tax policy and reform initiatives. To my mind, there is no doubt the UK debate on responsible tax is the most extensive – whether that is considered good or bad.


If any country should give the UK a run for its money, however, it might be Australia, as I have been informed. Similarly to the UK, Australian politicians, government and the media are certainly keen on transparency and a responsibility debate, with the Parliament conducting several inquiries into corporate tax practices and enacting extensive regulation to deal with corporate tax avoidance. However, I have not seen Australian businesses engage in the debate to the same extent as in the UK (do they?), which is a key difference from my perspective. Businesses are often at the end of the criticism around tax avoidance and corporate tax practices, and thus it signifies an important gulf in the debate if they are not active participants.


In my view, the US debate is similar to Australia, although perhaps with an even greater chasm between businesses and others engaged in the debate. As elsewhere, American public attitudes to corporate tax practices are skeptical, the media is critical of corporate tax avoidance (lately in particular tax inversions), and there is a number of active civil society organisations campaigning for tax justice and responsible tax. And the US has done much to advance international tax transparency and combat tax havens. But although comprehensive corporate tax reform is high on political agenda, it probably remains a pipe dream. Meanwhile, US corporations are among the most aggressive in utilizing tax avoidance strategies, holding more than $2 trillion offshore, prompting the Senate to question US companies’ tax conduct. However, like Australia (though perhaps to an even lesser degree), US companies largely do not engage in the responsible tax debate. They are active in tax policy discussions (behind closed doors, mostly), but there is little engagement with the media and the wider public on questions of responsibility in tax.

I am not sufficiently familiar with Central European, Asian, African or South American responsible tax debates to provide detailed thoughts, so input here is welcome.

Why these national differences?

Now, the real interesting question flowing from all this, is, of course: Why? If true, why is the UK debate so extensive? Why is the Danish debate so quiet? Why are the US and Australian debates distinct?

To my knowledge, there are no systematic studies of these national differences. Historical, political, institutional, economic, social and cultural factors all play a role, certainly, but more specifically what the causes are, we don’t know.

I will not attempt an exhaustive list of explanations, but I propose that at least the following two factors provide some explanatory power:

Historical role in allowing ‘irresponsible’ corporate tax practices

One important element in the current nature of national tax debates is, I believe, the national historical role in corporate tax practices perceived as being ‘irresponsible’. My hypothesis: The greater the national role, the more national public and political attention, and thus a more extensive/open national debate.

In the UK, politicians and private actors have played a key role in fostering corporate tax avoidance and secrecy through the early Euromarkets, the City of London, and legislation in its overseas dependencies and crown territories. In the US, the finance and banking communities were central to the formation of Caribbean secrecy jurisdictions, and US check-the-box rules have been one of the most (if not the most) important legislative facilitators of corporate tax avoidance over the past half century.

In both countries, politicians and political bodies have been aggressive in leveraging that history to put the tax responsibility of corporations on the public and political agendas over the past decades. The UK PAC and the US Senate Subcommittee on Investigations have been particularly important here. And the same is true of the Australian political arena.

On the other hand, Denmark and Norway, for instance, have comparatively insignificant historical roles in facilitating ‘irresponsible’ corporate tax practices, which may support the explanation of comparatively silent national responsible tax debates in the Scandinavian countries.

Tax aggressiveness of national companies

Another element is the aggressiveness of national companies in exploiting tax avoidance opportunities. My hypothesis is: The more tax aggressive a country’s corporations are, the more attention and thus more debate.

Research has shown that that companies from liberal market economies, e.g. UK, US and Australia, are more tax aggressive than coordinated market economies, e.g. Germany, Denmark and Norway.This is also the impression most people will get from reading the media in general. It could be part of the explanation of the more pronounced responsible tax debates in the former three countries.

There is (to my knowledge) rather limited work on the tax tendencies of different countries’ companies (of which the study linked above is part), but the comparative capitalism (CC) literature of political science tells up plenty about different national institutional set-ups and behaviours of economic actors. The study cited above e.g. uses the Varieties of Capitalism (VoC) framework to distinguish UK/US/AUS from DE/DK/NO. Almost every CC framework, incl. VoC, finds the Anglo-Saxon countries as a distinct grouping, with a greater affinity for unregulated market and capital competition than elsewhere, which may also hint at the greater tax aggressiveness of these countries’ companies.

The comparative capitalism literature can thus assist us in understanding why US, UK and Australia firms are more tax aggressive than, e.g. German, Danish or Norwegian. And, I contend, this plays a key role in the make-up of national debates on responsible tax. When companies are more tax aggressive, politicians, the media and the public will be more likely to perceive irresponsibility or injustice, and thus there will be a greater impetus for public debate on corporate tax responsibility.

Now, while these factors do certainly not provide the whole story, in my view they are important when we are trying to understand the nature and cause of different national debates on responsible corporate tax. Other factors could also be discussed, such as the general nature of debates on responsibility and transparency, or the public attitudes toward taxes. That said, I welcome comments or inputs that might shed further light on these topics!

Socialdemokraternes skattely-udspil: Timing vigtigere end indhold?

I dag, 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, har Socialdemokraterne og SF især sat fokus på skattely og skatteunddragelse som et af de helt store temaer.

Socialdemokraterne har i dag lanceret et udspil med 17 punkter, der efter PanamaPapers og andre sager skal forsøge at gøre noget ved problemet.

Timing over indhold?

Hvad er det mest iøjefaldende ved udspillet? Fra mit synspunkt er det ikke så meget indholdet som det er dagen. Mere end de politiske initiativer, så er det opsigtsvækkende, at at partierne har valgt skattely som deres politiske førsteprioritet på netop 1. maj. Herved signalerer man tydeligt, at skattely-dagsordenen skal bindes op på arbejderkampen. Kampen mod skattely er ikke ny som sådan, men man har ikke tidligere i Danmark set så tydeligt og koordineret et forsøg på at italesætte skattely som en central problemstilling for dagens lønmodtagerklasse. Hvor visse Socialdemokrater tidligere har været fremme og diskutere skattely, synes dette at være en mere systematisk markering af, at dagsordenen bevæger sig mere centralt i partiets politiske dagsorden. Det er dét, der efter min mening er det mest bemærkelsesværdige ved udspillet.

Skat-resourcer, hårdere straffe og EU-pres

Nå, men tilbage til det politiske indhold – hvad med det? Udspillet har officielt fem ben, men som jeg ser det tre kernepunkter:

Man vil gøre Skats vilkår bedre ved at tilføre flere resourcer og give bedre værktøjer. Man vil straffe hårdere, herunder skabe et øget rådgiveransvar. Og man vil øge presset i EU for større gennemsigtighed hvad angår selskabers regnskaber, reelle ejere samt sanktioner mod skattely-lande.

Og så er der en række andre initiativer, herunder et gennemsyn af de danske dobbeltbeskatningsoverenskomster (DBO’er – vores aftaler med andre lande om hvem der beskatter hvad, når økonomisk aktivitet overlapper landegrænser), samt en ‘omvendt amnesti-ordning’, hvorved skattesnydere trues med højere straffe fremadrettet, hvis ikke de melder sig inden for en kort tidsperiode. Det er – med overlæg, formentlig – stik modsat anbefalinger fra danske skatteadvokater, som har argumenteret for en ‘almindelig’ amnesti-ordning, hvor klienter kan få nedsat eller ingen straf, hvis de blot betaler udestående skat.

Stille og roligt fremad

Som nævnt er der ikke noget synderligt revolutionerende i udspillet. En del af forslagene følger eksisterende politisk arbejde, fx. arbejdet for sortlistning af skattely i EU og øget internationalt samarbejde. Men der er også steder, hvor Socialdemokraterne signalerer en mere vidtgående politisk retning, såvel nationalt som internationalt. På straf-området vil man indføre nye og hårdere straffe (selvom nogle mener det ikke er nødvendigt) og man vil udvide Skats adgang til bank-transaktioner med skattely. Derudover vil man væsentligt øge antallet af europæiske virksomheder, der skal aflægge land-for-land regnskaber ud over det, som EU-Kommissionen har lagt op til, hvilket falder i tråd med europæiske NGO’ers ønsker.

Hjemme godt, men ude vigtigst

Men man skal også vide mærke i, hvad der ikke er med i udspillet. Og en af de ting er et mere radikalt internationalt samarbejde på skatteområdet.

Hvis man skal opsummere, så bygger Socialdemokraternes udspil fat i en lang række af de eksisterende politiske strømninger herhjemme og i Europa. Det gælder både sortlistning og øgede straffe (som også var fremme i forbindelse med LuxLeaks for to år siden) samt øget gennemsigtighed omkring selskabers regnskaber og reelle ejere på tværs af EU, som er nogle af de værktøjer, der nyder stor politisk momentum for tiden.

Man søger kort sagt at skrue på nogle af de ting, vi kan her i Danmark, men samtidig kigger man udad, mod det eksisterende internationale samarbejde.

Som tidligere skrevet, så er internationalt samarbejde helt afgørende, hvis man vil søge at komme skatteunddragelse og dets lige til livs. Og selvom der er nogle elementer af det i Socialdemokraternes udspil, så er der også en række igangværende eller potentielle internationale initiativer, som ikke er nævnt.

Især kommer man til at tænke på fraværet af ord omkring udbredelse af offentlig land-for-land rapportering for selskaber, der er øverst på EU’s agenda lige pt., eller EU’s arbejde med en fælles selskabsskattebase, der er støttet bredt af virksomheder og civilsamfundsorganisationer i EU, og som flere socialdemokrater tidligere har udmeldt støtte til. Eller endnu videre, man kunne have annonceret støtte til en Verdensskatteorganisation, ligesom vi i dag har en Verdenshandelsorganisation. Uden sådan et forum kan det være svært at skabe enighed om nye regler, der er rigtigt globale i sit sigte, og ikke bare europæiske (selvom EU er et vigtigt forum i denne sammenhæng).

Disse initiativer er varme internationale skatteemner, og udspillet kunne have været brugt til et slå tonen an for et radikalt internationalt samarbejde som en afgørende løftestang i kampen mod skattely.

Ikke desto mindre bliver det interessant at følge udviklingen og reaktionerne på udspillet. I mine øjne er det dog fortsat timingen, der er det væsentligste at bide mærke i.


Myter om store og små tal i den danske skattely-debat

I kølvandet på #PanamaPapers er der opstået stor offentlig debat omkring skattely, Panama samt danske og internationale svar.  Og i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj, er der sat endnu mere fokus på skattely og skatteunddragelse med Socialdemokraternes 17-punktsudspil.

En af de vigtigste ting, folk altid gerne vil have svar på er: Hvor stort er problemet egentligt? Hvad går den danske statskasse glip af på grund af det her?

I nedenstående har jeg to primære pointer:

  1. Det er ærgerligt, at der bliver fokuseret så meget på et enkelt tal, da der er mange andre gode grunde – udover skattegabet – til at skattely bør bekymre danskerne.
  2. Vi ved ikke præcist, hvor meget Danmark går glip af, men der er indikationer på, at det er væsentlige summer og efter min mening som minimum et tocifret milliardbeløb årligt.

Først og fremmest: Skattely er ikke kun et potentielt problem på grund af færre skatteindtægter. Det kan skade vores suverænitet og demokrati, skabe unfair konkurrence, mindske skattemoralen samt øge mistilliden og den finansielle stabilitet.

Og ensidigt tal-fokus er ærgerligt, fordi man ikke kan give et fuldstændigt svar på spørgsmålet. Vi ved simpelthen ikke præcist, hvor mange danske skattekroner, der går tabt hvert år på grund af skatteunddragelse via skattely.

Det sagt, så ved vi noget. Desværre er der fortsat en række myter om sidstnævnte, som bliver fremhævet jævntligt i debatten, og som kunne have behov for et nærmere check.

Det bliver især nævnt, at Danmark enten mister hundredevis af milliarder, eller at vi kun mister nogle få milliarder i skat. Og det er altså en smule tvivlsomt.

Så det er fornuftigt med lidt klarhed:

Den hellige gral – Zucman og Johannesen?

Den kilde til diverse estimater, der er blevet fremhævet igen og igen siden Folketingets samråd om Panama-papirerne og danske bankers roller heri, er Niels Johannesen, som deltog på samrådet. Den danske forsker fra Københavns Universitet har sammen med den franske økonom Gabriel Zucman anslået, at ca. 39.000 mia. DKK i private, finansielle formuer er gemt i skattely. Zucmans research fremhæves ofte globalt som det bedste på området. Johannesen har på baggrund af det samlede tal estimeret at 100-150 mia. DKK af disse tilhører danskere.

Og hvad betyder det så for tabet til den danske statskasse? Johannesen anslår selv, konservativt, tabet for disse private, finansielle formuer til 2,5-3,75 mia./år. Og dertil lægger han lidt yderligere, hvis der skulle være andre personlige indkomster, der går ubeskattet hen, så han ender med et forsigtigt skøn på tab fra personlig- og kapitalindkomst i skattely på 3-5 mia. DKK.

Varierende estimater

Johannesens estimater samt hans og Zucmans forskning er fremhævet flere steder. CEPOS’ Otto Brøns-Pedersen bruger Zucmans tal til at estimere et dansk tab på 6,5 mia. DKK fra skatteunddragelse. Det sammenligner han med Danmarks samlede bruttonationalprodukt (og får 0,3% pct.), mens kollega Henriette Kinnunen stiller det over for det store omfang af sort arbejde og den sorte økonomi i øvrigt i Danmark.

Andre har brugt tallene til at antyde – fejlagtigt – at Danmark går glip af langt mere, fx. samtlige 100-150 mia. DKK.

Og andre igen har, her 1. maj, bygget videre på tallene og er landet på 15-20 mia.

Hvad Zucman og Johannesens tal dækker, og hvad de ikke dækker

Men lad os lige tage et skridt tilbage og se på Johannesen og Zucmans arbejde og estimater igen. Hvad fortæller de os egentligt om skattegabet for skatteunddragelse via skattely? Tre ting er især værd at fremhæve:

Først og fremmest er tallene er forbundet med stor usikkerhed. Det samlede overslag for værdier i skattely er baseret på en lang række skøn og “bedste gæt” fra diverse kilder. Det er noget af det meste robuste data på området, men det er stadig – i bedste økonomiske stil – forbundet med stor usikkerhed. Især andelen af formuer i skattely, som unddrages skat, er et groft gæt, der er baseret på årlige standardafkast for forskellige formuetyper.

Dernæst: Johanessens bud på det danske skattetab er meget konservativt, hvilket han også selv understreger.

Endeligt, og måske vigtigst, er Johannesen og Zucman tal kun udtryk for en del af kagen. De to økonomer har estimeret de samlede privatefinansielle formuer i skattely. For illustrationens skyld, nedenfor en grov opdeling af hvad J&Z’s tal dækker (den røde cirkel), og hvad de ikke dækker.

Zucman og Johannesens estimat for værdier i skattely:


(Størrelsen af boksene indikerer ikke størrelseorden af de forskellige typer unddragelse.)

Pointen er, at de to økonomers estimater og udregninger af skattetab på baggrund deraf ikke dækker:

  1. Selskaber skatteunddragelse
  2. Transaktioner til og fra skattely
  3. Ikke-finansielle formuer (f.eks. ejendomme og transportmidler)
  4. Indirekte tab.

Selskabers skatteunddragelse er, som Johannesen selv fremhæver, ikke dækket. Det samme gælder ikke-finansielle formuer. Derudover er transaktioner til og fra skattely konceptuelt ikke omfattet, da økonomers tal måler formuerZucman & co. robusthedschecker deres formue-estimater med transaktionsdata, og en pengetransaktion er typisk kun et processkridt fra at pengene bliver en del af et formuelager, men der kan være transaktioner, hvor værdierne ikke bliver til formuelagre, og der kan være transaktioner, hvor værdier ikke er beskattet korrekt, før bliver en del af formuelagre i skattely.

Endeligt er det værd at bemærke, at man på baggrund af Johanessen og Zucmans tal typisk kun beregner det direkte skattetab som følge af finansielle formuer i skattely, dvs. det konkrete skattegab forbundet med lige præcis den type skatteunddragelse. Men man medregner typisk ikke den indirekte effekt, som skatteunddragelse via skattely kan have på de danske finanser og den danske økonomi.

Som tidligere skrevet, kan skatteunddragelse via skattely også være med til at skabe ulige konkurrence og finansiel ustabilitet samt reducere vores skattemoral, hvilket alt sammen kan skabe en ringere økonomisk vækst for Danmark og/eller mindske vores retmæssige skatteindtægter yderligere.

Men der er en endnu mere ligetil effekt på de danske offentlige finanser. Skatteunddragelse medfører en mindre dansk skatteindtægt, og det betyder, at vi enten må låne penge til at dække de tabte skatteindtægter, må skære ned på det offentlige forbrug, eller må hæve skatter på andre aktiviteter.

I dag har Danmark eksempelvis en større national gæld, som vi betaler renter på. Havde vi historisk kunne indkassere den korrekte skat, havde vi kunne både kunne stifte en relativt mindre gæld (eller helt undgået gæld) samt undgået eventuelle rentebetalinger. Det gælder også nutidens offentlige finanser og fremadrettet for statskassen. I 2014 havde Danmark eksempelvis en udenlandsk statsgæld på 59 mia. DKK, som formentlig kunne fjernes helt, hvis vi havde lukket skattegabet helt eller delvist over det sidste årti.

Hvor meget taber vi så?

Der er altså en række elementer, der ikke er omfattet af Zucman og Johannesens tal. Men er der så grund til at tro, at disse elementer giver et skattetab på et væsentligt milliardbeløb? Det er ikke utænkeligt. Selv hvis man ikke accepterer Zucman og Johannesens tal, som med rette kan stilles spørgsmålstegn ved, så ved vi altså, at der er ting, der ikke er medregnet, og vi ved at deres estimater på en række områder er lave bud.

I givet fald har vi altså formentlig at gøre med et årligt dansk skattetab fra skatteunddragelse via skattely på mere end de 3-5 eller 6,5 mia. DKK, dog nok også mindre end de 100-150 mia. I mine øjne er et forsigtigt minimumsskøn et tocifret milliardbeløb årligt.

Så håber jeg afslutningsvist, at de tal- og skattely-interesserede har fået en smule mere klarhed over hvad vi ved, og hvad vi ikke ved, om problemet omfang. Men endnu mere håber jeg, at læseren vil indse, at et præcist tal for skattegabet ikke er det væsentligste. Der er, som sagt, mange gode grunde til at bekymre sig om skattely.